Kulturminister Jakob Engel vil have flere skulpturer af historiske kvinder i byrummet. Og det er godt og fornuftigt, men der skal mere til.

Vi skal fortælle flere personlige historier om de mange kvinder, som trods mindreværdighed og ulighed gjorde en forskel, og som grundlæggende set, lagde grunden til det danske velfærdssamfund.

I dette foredrag fortæller jeg om min farmor, Thora. Hun blev født og var barn under de fattigste vilkår i Thy, mistede sin mor i barselsseng, kom i pleje og kom, takket være efterskole, på seminarium og blev forskolelærerinde.

Hun var en meget skrap en af slagsen, alt skulle være lige som hun ville have det. Ellers kunne hendes øjne skyde lyn.

Som barn var jeg tit bange for hende, men jeg elskede hende også. 

Når jeg og andre børn var på besøg hos hende, så var vi på en eller anden måde vigtige. 

Farmor fortalte historier, læste højt, sang med os og fortalte om alt det som var vigtigt og godt, når vi skulle klare os godt i livet.

Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, hvor betydningsfuld hun har været i mit livs dannelse, og hvor meget hun har givet mig med i mit liv.

Når jeg fortæller historier og holder foredrag om min farmor, så er det for at minde publikum om de kvinder, som fik en særlig betydning i deres liv. Om det er mor, bedstemor, nabokone, lærerinde, pædagog, damen i ismejeriet eller hvem det nu var, gør ikke den store forskel. Det handler om at erindre og fortælle om den eller de kvinder, som havde øje for netop lille mig.

Jeg vil gerne minde mine tilhørere om, hvor vigtigt det er, at få spurgt dem imens det endnu kan lade sig gøre. Men også om, at søge i erindringens gemmer efter alle de små minder som vi bærer dybt i erindringens gemmer.