Foredraget fokuserer på den mundtlige tradition, som H.C. Andersen voksede op med i sin barndom i Odense. Det vil sige de mange folkeeventyr, myter, sagn, fabler, skrøner, viser, talemåder med mere, som han selv hørte som barn. Dem anvendte han flittigt i de eventyr og historier, som han skrev og fik udgivet på tryk til stor begejstring i samtiden.

I erindringsværket ”Mit livs eventyr” fortæller H. C. Andersen om en far, som læste højt og fortalte sagn og sang viser for moderen og den lille Hans Christian. Han fortæller om en mor og om tosserne i galeanstalten eller fangerne i tugthuset, som fortalte og involverede en skræmt dreng i overtro og livets gru og farer. Han fortæller om alt det, som han så og hørte, når han færdedes blandt fortællere, gøglere, så laugenes optog, mødte soldater og gadens folk. Og helt usædvanligt efter datiden, fortæller han om en far, som inspirerede ham til at fortælle og optræde med alt det, som han havde set, hørt og fantaseret om. Senere begyndte også andre fine folk i Odense at anspore ham til at fortælle, synge og danse. Og de morede sig over en meget fantasifuld og mærkværdig dreng.

Under en intensiv genlæsning af centrale dele af H.C. Andersens eventyr og erindringsværket ”Mit livs eventyr” blev jeg opmærksom på, hvor mange erindringsspor H.C. Andersens kendte eventyr og sange har sat i min egen barndoms fantasi og erindringer.

Jeg oplevede også, at erindringssporene har været forskudt af min senere skolelæsning af H.C. Andersen i skole, HF og på seminarium. Analyser og læsning af H.C. Andersens romaner, OT, Improvisatoren og Lykke Peer, gav H.C. Andersens kolossalt store værk et tørt og lidt gammelt udtryk.

Oplevelsen kom til mig under min forberedelse til undervisning af kinesiske studerende i mundtlig historiefortælling.

De kinesiske studerende er levende engageret i H.C. Andersens værk og i hvad de kan lære af og om det. Deres mange spørgsmål og min egen fornyede læsning rev det gamle og tørre væk. Særligt genlæsningen af erindringsværket ”Mit livs Eventyr” gav mig fornyet gejst og vitalitet til selv at fortælle om "Min H.C. Andersen".