Fortællekunsten kom ind i mit liv ved et tilfælde og blev til en besættelse. Jeg ville fortælle historier, som jeg havde mødt det i min barndom.
En dag i vinteren 1989, hvor jeg underviste mine 9. klasses elever i dansk i emnet “Eventyr” på Faxehus Efterskole opdagede jeg, at jeg kunne eventyret om Askepot lige ud af hovedet og uden bog.
Jeg havde lavet et flot kompendium med eventyr tekster og analysemodeller m.m. som vi skulle læse og gennemgå. Det havde mine elever ikke ret meget lyst til, men da jeg begyndte at fortælle eventyret om Askepot ud af min egen barndoms erindringer kiggede de undrende på mig. Bagefter ville de gerne tale om, hvad eventyret kunne betyde.
Jeg var ikke særlig god til at fortælle den dag, men det gjorde en forskel, som overraskede mig selv rigtig meget, og som blev begyndelsen til en besættelse.
Jeg ville fortælle historier, sådan som jeg selv havde fået dem fortalt i min egen barndom og set dem for mit indre blik.
Det har overrasket mig senere, hvor jeg har dvælet mere ved mine egne indre eventyrbilleder, hvor meget det jeg ser ligner de billeder, som vi sad og gloede på i Richs albummet, hvor vi satte disse og mange andre billeder ind, som vi fandt i Richs pakkerne.Det gav mig den indsigt, at vi bærer barndommens eventyr, oplevelser og erindringsbilleder gennem hele livet.
Udfordringen er at finde det frem og sætte ord på.
