Danmarkshistorie fortalt som i gamle dage. Denne projekt-titel henviser til en epoke, som vi lidt ringeagtende omtaler som ‘den sorte skole’.
Før skoleloven blev ændret i 1958 var det almindeligt at lærere fortalte danmarkshistorie, bibelhistorie, naturhistorier og meget andet i skolen lige ud af hovedet og uden bog. Flere af nutidens lærere søger denne tradition igen, og i forbindelse med 200 års jubilæet for den danske skole i 2015, fremstillede vi 4 videofortællinger for at illustrere traditionen.
“Jeg mødte den mundtligt fortalte Danmarkshistorie i min egen skoletid i slutningen af 1950erne og starten af 1960erne,” fortæller Jens Peter Madsen. “Vi sad bare der og lyttede med åben mund og ører, når vi fik fortalt. Dengang var der børn med i historien og de hed Poul, Jens eller Niels som os. Vi var med der hvor historien foregik, og vi så alt det som skete for vores indre blik.”
“Vi glemte tid og sted, og selv om klokken ringede til frikvarter, så skulle vi lige have slutningen med. Nogle gange løb vi ud og legede de historier vi havde hørt. Det mageløse er, at jeg husker alle disse historier mere end 60 år senere og har en levende interesse for historien,” fortsætter Jens Peter Madsen.
“Jeg mener, hvilke af nutidens lærere ville ikke gerne sætte så lange og varige spor i deres børns erindringer og engagement?”
Historiefortæller Jens Peter Madsen tilbyder et foredrag “Danmarkshistorie fortalt som i gamle dage”
Han fortæller et udvalg af kendte historier fra danmarkshistorien og taler om de kvaliteter, som mundtlig historiefortælling har og kan få i nutidens skoler.
Se en af videoerne her:
Se flere videoer på Storybox.dk “Danmarkshistorie fortalt som i gamle dage”